En ny erkendelse. En ny udvidelse. đ
KĂŠreste dig.
Kender du det med at blive syg, lige nĂ„r ferien starter? NĂ„r kroppen endelig fĂ„r lov til at slappe af, og sĂ„ kommer det hele vĂŠltende? SĂ„dan har jeg heldigvis ikke haft det lĂŠnger..! Jeg prĂžver nemlig jĂŠvnligt at lytte til min krops signaler â og vil hellere tage sygdommen i oplĂžbet, nĂ„r den begynder at hviske, end at vente til den rĂ„ber. Men i dette efterĂ„r faldt jeg sĂ„ alligevel i fĂŠldenâŠ
MĂ„ske har du bemĂŠrket, at jeg har vĂŠret lidt stille den sidste mĂ„ned? Ikke fordi der ikke sker noget pĂ„ denne side af skĂŠrmen. Der sker faktisk en hel masse â uden at jeg rigtig skal gĂžre sĂ„ meget. Septembers yogauddannelsen blev udsolgtog er nu snart allerede ved sin ende. Oktober-holdets gusuddannelse blev udsolgtog startede i gĂ„r...! Mit november-retreat er nĂŠsten udsolgt, og det samme er november-holdets gusuddannelse. Og mine events pĂ„ NAYA bliver ved med at blive fyldt op. Jeg er sĂ„ TAKNEMMELIG for at det hele flyder! đ
Men jeg har mÊrket, at min krop alligevel havde brug for mere stilhed. NÊrmest en fornemmelse af, at min virksomhed havde brug for et efterÄr.
Og min krop har venligt gjort mig opmÊrksom pÄ det. FÞrst fik jeg ondt i Þret. SÄ vred jeg min kÊbe af led (av for filan!!), og pludselig blev jeg ogsÄ lagt ned af feber. Det sidste bare i et dÞgn. Og sÄ var det ligesom ovre igen. Men det var et tegn pÄ at der var noget jeg ikke havde lyttet til. Havde jeg gabt over for meget? Var der noget jeg havde overophedet?
SÄ jeg lyttede dybere. Satte tempoet endnu lÊngere ned. Tog endnu mere tid i naturen. Med efterÄret. Endnu mindre gÞren. Endnu mere vÊren.
Og i den proces fik mig til at indse: Jeg er klar til at lytte endnu dybere. Jeg har igennem lÊngere tid lyttet, men alligevel skubbet egne behov vÊk. Ikke bevidst (selvfÞlgelig ikke), men der har vÊret et subtilt pres. Jeg har nemlig haft en mission! I september blev en stor drÞm opfyldt! Mit online ledelsesforlÞb Livskraft & Lederskab kom op at stÄ...! Ja, du kan mÄske godt hÞre det, ikk. Jeg var for en stund faldet i fÊlden. Livets fÊlde af, at ville presse og gÞre. Og jeg er evigt taknemmelig for, at det blot var en kÊbe der skulle af led og et dÞgns feber, der fik mig til at lytte. Det kunne have vÊret meget vÊrre... Jeg mÞder mange for hvem, det ER gÄet meget vÊrre.
Og jeg kan godt forstÄ at jeg faldt i fÊlden. For jeg har vÊret pÄ en over to Är lang rejse igennem at skabe en virksomhed, der bÄde kunne bÊre sig selv Þkonomisk og rumme alt det, jeg drÞmmer om at give videre. Og nÄr jeg ser tilbage, har jeg vÊret lidt i en form for overlevelse de sidste par Är. Ikke sÄdan en desperat overlevelse. Men en konstant bevÊgelse fremad. En fÞlelse af hele tiden at skulle skabe, udvikle, forbedre og fÄ tingene til at hÊnge sammen. Og det har vÊret sjovt! Og skÞrt. Og ogsÄ lidt hÄrdt til tider... SÄ jeg havde brug for en pause. Og den tillod jeg mig selv at tage. Sikke en velsignelse at vÊre selvstÊndig!
Og nu⊠Nu er jeg her pludselig. Et helt andet sted. Jeg har mine faste uddannelser. Mit Ă„rshjul. Mine skĂžnne elever, gĂŠster og online Ă„rsforlĂžb. Faste samarbejdspartnere, som jeg ELSKER at arbejde sammen med. En hverdag, der fungerer. Og en virksomhed, der faktisk kan bĂŠre sig selv. Det er nĂŠsten, som om jeg har nĂ„et et plateau. Et sted hvor jeg ikke lĂŠngere behĂžver kĂŠmpe for at fĂ„ enderne til at mĂždes. Og mĂ„ske er det lige prĂŠcis derfor, min krop sĂ„ sagde: "NÄÄÄÄ⊠SĂ„ kan vi godt give slip.". Ligesom nĂ„r sygdommen rammer pĂ„ feriens fĂžrste dag. Jeg er gĂ„et fra at skulle OVERLEVE med min virksomhed, til rent faktisk at kunne LEVE med den. Og af den. Og hold nu op, hvor er det en smuk erkendelse. Midt imellem bladene, der slipper trĂŠets grene. đ
For hvad sĂ„ nu? Da feberen havde lagt sig, og jeg igen begyndte at kunne mĂŠrke mig selv, kom der en anden fĂžlelse snigende. Ikke en fĂžlelse af at skulle prĂŠstere mere. Ikke en ny mission, der skulle lĂžses. Men en fĂžlelse af plads. Plads til at vokse. Ekspansion. Udvidelse..! Plads til at vĂŠre nysgerrig. Plads til at lĂŠre noget nyt. Og den energi har jeg derfor besluttet mig for at fĂžlge. Jeg har derfor meldt mig til en ny rejse. En ny uddannelse! Living Field Facilitator hos Simon MunkshĂžj. En hel uge i januar med et deep dive ned i energiens forunderlige verden. Jeg GLĂDER mig!!!
Og det er faktisk lidt sjovt, at han hedder Simon. For Therese (min skÞnne samarbejdspartner) og jeg har talt om, at vi i yogaverdenen nÊsten udelukkende er blevet undervist af kvinder. Jeg har vÊret sÄ heldig at have Simon Krohn som mentor gennem mine unge Är, men ellers har det vÊret en lang rÊkke af virkelig smukke, kloge og inspirerende kvinder. Og det er der bestemt ikke noget galt med, men jeg kunne mÊrke, at det var tid til at invitere noget mere maskulint ind i min verden igen. Jeg har arbejdet meget med det feminine de seneste mange Är. Med at mÊrke, sanse, Äbne, modtage og give slip. Og nu mÊrker jeg en kapacitet til mere kraft. Mere power. NÊste niveau i balancen mellem det feminine og det maskuline.
Og det sjove er, at Simon faktisk arbejder med noget, der umiddelbart kan lyde, som det stik modsatte af maskulin kraft. Nemlig tillid. Tillid til at kroppen kan selv. Tillid til at noget kan forandre sig, uden at vi nĂždvendigvis skal forstĂ„ sĂ„ meget. Men det synes jeg faktisk er ENORMT kraftfyldt! Han arbejder blandt andet kropsterapeutisk med mennesker pĂ„ briksen uden fysisk berĂžring. AltsĂ„ rent energetisk. Han bevĂŠger folk ved sin blotte energetiske tilstedevĂŠrelse. Og jeg bliver nĂžd til at vĂŠre ĂŠrlig: Jeg er VILDT nysgerrig. Jeg vil VILDT gerne lĂŠre det han kan. Og jeg er nok faktisk temmelig skeptisk. đ Kan man virkelig skabe fysisk bevĂŠgelse i et andet menneske, uden at rĂžre ved vedkommende? Jeg ved jo godt, at energien bevĂŠger sig ved blot at flytte den med vores bevidsthed, men er der sĂ„ overhovedet brug for en facilitator..? Er det ikke lidt teatralsk det der sker? Rystelser og kundalini-rejsninger. Hvad er det egentlig, der foregĂ„r hos ham Simon MunkshĂžj?
Og ved du hvad. Jeg aner det ikke! Men jeg har bare enormt meget LYST til at lĂŠre det han kan. Og det er jo lige prĂŠcis derfor, jeg skal afsted.
Og det vil sikkert udfordre min forstĂ„else af verden. Min indre skeptiker kommer helt sikkert til at larme gevaldigt. Simon og jeg talte faktisk om det til den afklarende samtale jeg havde booket omkring uddannelsen, og vi var begge enige om, at jeg nok bliver MAX udfordret. Og sikkert ogsĂ„ virkelig irriteret undervejs. MĂ„ske og lidt irriterende. Sansynligvis. đ Jeg har det nemlig med at blive lidt irriterende, nĂ„r jeg ikke kan forstĂ„ hvad der foregĂ„r. Og sĂ„ stiller jeg en helt masse kritiske spĂžrgsmĂ„l. Det sker nĂ„r mit hoved ikke kan fĂ„ tingene til at passe ind i de kasser, jeg allerede kender. Men mĂ„ske er det netop dĂ©r, der er noget at lĂŠre. At lĂŠne sig ind i tilliden. OgsĂ„ nĂ„r vi ikke forstĂ„r. Og mĂ„ske reagere jeg helt anderledes, nĂ„r jeg lander i uddannelsen... Jeg er Ă„ben overfor, at jeg mĂ„ske allerede er en anden end da jeg sidst selv tog en uddannelse... Hmm...
Og det minder mig om noget virkelig smukt. En af kvinderne pÄ mit nystartet hold i Livskraft & Lederskab sagde noget i forbindelse med sin tilmelding, som har sat sig i mig: "Jeg lÊner mig ind i tilliden til, at dette forlÞb giver mig prÊcis det, jeg har brug for." Hvor er det bare inspirerende! At turde trÊde ind i noget ukendt. Noget der kalder, uden at vi helt kan forklare hvorfor. Ikke fordi vi har fÄet garantier for, hvad der kommer til at ske, men fordi vi mÊrker, at der er noget her, vi skal undersÞge. Og det er lige prÊcis den tillid, jeg selv har lyst til at lÊne mig ind i.
Jeg glĂŠder mig helt vildt til at se, hvad den her nye rejse bringer med sig. BĂ„de for mig personligt og for alt det, jeg giver videre i min undervisning. SĂŠrligt i Livskraft & Lederskab, hvor vi pĂ„ davĂŠrende tidspunkt stadig er midt i vores otte mĂ„neder sammen â men ogsĂ„ pĂ„ min efteruddannelse i Yogaens Energisystemer, der begynder til februar. (Og apropos den sidste, sĂ„ er der stadig god plads, sĂ„ er du yogalĂŠrer og nysgerrig pĂ„ at arbejde dybere med Yogaens Energisystemer, mĂ„ du endelig rĂŠkke ud. Det er altsĂ„ ogsĂ„ en SUPER lĂŠkker uddannelse! â€ïž)
Men ja. Midt i alt det nye er der faktisk en del, der slet ikke har forandret sig. Fx mit indre kald. Det har altid vÊret det samme, lige siden jeg var ung. OgsÄ dengang jeg var politiker i KÞbenhavn. Jeg vil gerne vÊre med til at skabe en bedre verden. En verden hvor vi lever mere i balance. Med os selv. Med hinanden. Og med den jord, vi er sÄ heldige at fÄ lov til at bo pÄ. For jeg tror virkelig, at verden har brug for, at vi allesammen vÄgner mere op. At vi begynder at forstÄ, at den mÄde vi har levet pÄ gennem de sidste mange generationer, ganske enkelt ikke er holdbar. Hverken for os mennesker eller for den klode, vi er en del af.
Vi kan ikke blive ved med at presse os selv, hinanden og naturen til at yde mere og mere og mere. Vi er nÞdt til at finde en anden vej. Og jeg tror pÄ, at den vej begynder i os selv. I vores evne til at mÊrke. Til at lytte. Til at tage ansvar. Til at turde leve mere i overensstemmelse med det, der faktisk er sandt for os. Og mÄske allervigtigst: Til at have tillid. Tillid til at vi ikke behÞver presse alting frem. At vi godt mÄ give slip pÄ kontrollen. At livet ogsÄ kan folde sig ud, nÄr vi holder op med hele tiden at forsÞge at styre det.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at handle. TvÊrtimod! Men mÄske kan vi lÊre at handle fra et andet sted. Fra kÊrlighed frem for frygt. Fra overskud frem for overlevelse. Fra lyst fremfor pligt, tillid frem for kontrol. Og mÄske er det netop dét, min krop har forsÞgt at fortÊlle mig de sidste par uger. At jeg kan gÄ endnu dybere i, at tillade mig selv at lÊne mig tilbage. Se pÄ det, jeg har skabt. Nyde det. HÞste frugterne. Og sÄ lade det nÊste kapitel folde sig ud derfra. I flow og i lyst..!
Og jeg er da slet ikke fĂŠrdig med at drĂžmme...! Eller med at ville forandre verden. Ăn sjĂŠl ad gangen. â€ïž Men jeg vil gerne gĂžre det med endnu mere livskraft.Endnu mere tillid. Mere flow. Og endnu mindre pres. For der er rigeligt med pres i denne verden. Og hvis jeg kan vĂŠre med til at lette det pres â hos mig selv og hos de mennesker jeg mĂžder pĂ„ min vej â sĂ„ er jeg prĂŠcis hvor jeg skal vĂŠre.
SÄ min invitation til dig her i efterÄret: MÊrk efter, hvor i dit liv du stadig kÊmper for noget, der mÄske allerede er begyndt at bÊre dig? Hvor holder du stadig fast, hvor du i stedet kunne give slip. Og hvad mon der ville ske, hvis du turde lÊne dig bare en lille smule mere ind i tilliden til livet?
Svar